Dagbog fra sygehuset – Part 5

Mandag den 26. august 2019

Det er som om, at der er taget ti af farten i dag. Til frokost vover Michael og jeg os ned i kantinen og spiser. Michael er nødt til at køre mig i en kørestol, da jeg har noget ondt i kadaveret. Især min ryg brokker sig og det føles som om, at jeg er blevet gennembanket i min højre side. Michaels mor og søster kommer og besøger os imens vi sidder med frokosten og det føles rart, at vi kan fortælle, hvad der er sket til nogle andre. Maria bliver tydeligt påvirket af vores historie, og det går op for mig, at det har været et par vanvittige dage. Efter frokosten får de lov til at komme med en til det lille nye familiemedlem, men vi har fået besked på af sygeplejerskerne, at det ikke skal være mere end 10-20 minutter. Det er vildt rart at få lov til endelig at vise ham frem og jeg ved, at der er flere andre familiemedlemmer, der tripper efter at få lov til at se ham.

Jeg ligger stort set med den lille på maven hele dagen – hud mod hud. Det er fantastisk endelig at få den kontakt til min søn, som jeg har længtes sådan efter. Selv når han skal have taget nye blodprøver i hælen for at få målt sit blodsukker, får han lov til at blive liggende hos mig. Han får stadig sukker i drop, men blodsukkeret er blevet nogenlunde stabilt, så sygeplejerskerne begynder så småt at starte udtrapningen og det er et step i den rigtige retning. Den store mængde væske har skyllet de fleste salte ud af hans krop, så der bliver hele tiden justeret og taget blodprøver. Han er nærmest stoppet med at reagere på de mange stik, selvom det må være ulideligt. Men hans hæle er fyldt med en masse små stiksår og det gør lidt ondt i maven at overvære.

Vi har talt med en læge om, at vi skal til Skejby en tur på et tidspunkt. De er en smule nervøse for, om den galopperende puls i går, kan skyldes en hjertefejl, og det skal selvfølgelig undersøges nærmere. Om det bliver om en uge eller 14 dage, ved de ikke helt, men vi vil blive indkaldt til en undersøgelse.

Her til eftermiddag har vi mødt verdens skønneste sygeplejerske – Charlotte. Hun er en fest! Den lille har fået gulsot og ligger i lysbehandling, men det formår Charlotte simpelthen at gøre til noget hyggeligt. Det er blot en tur i solen imens hun henter drinks (kander med is og saftevand) til forældrene. Den lille har beskyttelsesbriller på i lyset og dem kalder hun Christian Dior briller og vores søn kører den da rent hjem på stilen. Hendes latter, gode humør og forsikring om, at vi bare kan “hive i snoren,” hvis vi skal have nogle staldtips gør, at Michael og jeg får smil på læben og rent faktisk griner for første gang siden lørdag.

Det har været en god dag i dag. Vi føler, at vi kan tillade os at se en ende på hele hurlumhejet, for der er fremgang. Gulsot og manglen på salte er en biting. Vores søn er ved at blive rask. Lige indtil i morgen…

.xxlmor.

Her kan du læse part 1, 2, 3 og 4