Dagbog fra sygehuset – Part 4

Søndag den 25. august 2019

Det er underligt at vågne op efter en fødsel uden sit barn hos sig. Det er underligt at træde ind på en stue fyldt med apparater, plakater med “sådan yder du hjertemassage på et spædbarn” og biplyde, hvor det lille bitte menneske ligger helt alene. Det er underligt, at man ikke må tage den lille purk op og holde om ham, kysse ham og vugge ham i sine arme. Samtidig er det fantastisk at overvære, hvor omsorgsfulde, hjælpsomme og forstående de sygeplejersker, der omgås vores lille søn, er overfor både ham og os.

Søndag morgen, middag og eftermiddag er fuldstændigt smadret sammen inden i hovedet, da træthed, frygt og kærlighed blandes sammen i en stor pærevælling. 99 procent af disse timer sidder Michael og jeg inde på lillemandens stue og alt er rimelig roligt. Vi har dog stadig ikke forstået, hvad det helt er, der foregår. Vi ved, at vores søn har meget lavt blodsukker og dermed får sukker i drop igennem navlen, som han langsomt skal justeres i og forhåbentligt hurtigt skal trappes ud af. Vi ved, at han skal have kontrolleret, hvor meget mad han får, og derfor får mad igennem sonde i næsen. Vi ved, at han hver anden time skal stikkes i hælen, så blodsukkeret kan måles. Vi ved ikke, hvad konsekvenserne af det lave blodsukker har og vi ved ikke, hvor farligt det er.

Vi får lov at holde ham nogle gange i løbet af formiddagen, og det er helt fantastisk. Langsomt kan jeg mærke, at roen begynder at falde over både mig og Michael, da det føles som om, at alt er under kontrol, skemalagt og godt under opsyn. Det er befriende, og til middag får jeg også taget mig sammen til at løsrive mig fra den lilles stue og gå ned i bad. WAAAAUW det er lækkert! Strålerne fra det varme vand vasker kortvarigt alle bekymringer om den lille væk og jeg kan i et øjeblik mærke min egen krop, som jeg fuldstændigt har glemt. Den er mørbanket, ildelugtende og virkelig deform. Hvem har plantet en piftet ballon midt på min mave? Shit det ser tosset ud.

Da jeg kommer tilbage på den lilles stue, er hans puls steget helt vildt. Flere sygeplejersker er bøjet ind over ham og monitoren viser 280 hjerteslag i minuttet. Det hele går så stærkt, og igen fatter jeg bare ikke, hvad der foregår. Pulsen farer derudaf og sygeplejerske Sofie siger, at der skal ligges et nyt drop til medicin, der kan få hans hjerterytme ned. På samme måde som natten forinden, er de derfor i gang med at stikke i hans arme, og det går ad helvedes til. De kan ikke få lagt det skide drop og jeg kan ikke holde ud at se på det. Jeg må gå ud og så bryder jeg ellers fuldstændigt sammen. Hvordan ville jeg selv have det, hvis mit hjerte hamrede derud af med 280 i minuttet? Er han ved at dø fra os? Hvorfor sker det? Michael sætter sig ud til mig og jeg kan se, at han er helt i kulkælderen.

Da de ikke lykkes med droppet efter en del forsøg, beslutter de sig for at give medicinen igennem navlen – ligesom med sukkeret. Lægen ankommer og forklarer, at de har konfereret med Skejby Sygehus, der er specialister på hjerteområdet. Den medicin som vores søn skal have, vil gå ind og blokere hjertet, så slagene bliver normaliseret. Efter, hvad der føles som en evighed, får personalet styr på, hvor meget medicin han skal have, og pulsen falder efter et par forsøg. Da det sker, er det som om, at intet er hændt. Alt er normalt og roligt. Vores søn har ligget med en puls på mellem 250 og 280 slag i minuttet i over 2 timer. Man kan ikke mærke det på ham, men monitoren bipper derudaf og det går fuldstændigt i hjernerne på os. Da det hele er overstået, er vi i fuldstændig vildrede over, hvorfor det skete, hvad det gør ved den lille og hvad vi kan forvente nu. Da der er kommet ro på, får jeg lov til at få ham over, så jeg kan give lidt hud-mod-hud-kontakt. Det føles lige der som om, at det er præcis det, der skal til for, at jeg ikke går ned med flaget.

Da der er vagtskifte først på aftenen, møder sygeplejerske Louise ind, som er en del af det personale, der tog imod os søndag nat. Hun sætter sig ned sammen med os, da hun tydeligt kan mærke, at vi er fuldstændigt rundforvirrede begge to. Hun fortæller os, at grunden til, at vi skulle ned på neonatal så hurtigt efter fødslen om natten var, at med så lavt blodsukker, var det vigtigt, at den lille fik noget mad indenbords med det samme. Hun skulle vide præcis hvor meget han fik, så der var kontrol over det. Samtidig var det altafgørende, at han fik sukkerdrop, da manglen herpå ville skade hans hjerne. De oplever det meget sjældent, men hun forventer, at det vil tage omkring 10 dage inden, at han er ude af sukkerdroppet og vi kan udskrives. Vi havde ikke forestillet os inden, at vi skulle være på sygehuset så længe, men det gjorde egentlig ikke noget, da vi nu vidste, hvad det hele gik ud på, og hvor forløbet var så hektisk natten før. Desuden forventede hun, at vi i løbet af en uges tid skulle en tur til Skejby, da de skulle undersøge, hvorfor hans hjerte pludselig galopperede afsted.

Med den snak, der var virkelig oplysende for os, blev vi sendt i seng med visheden om, at hun nok skal vække os, hvis der sker noget.

.xxlmor.

Her kan du læse part 1, 2 og 3