Dagbog fra sygehuset – Part 2

Lørdag den 24. august 2019

Det er først, da vi sidder i bilen og er på vej på sygehuset, at det for alvor går op for mig, at jeg snart skal føde, og Michael og jeg snart er forældre til 2. Jeg er ikke som sådan bange, men kommer alligevel til at tænke på, hvordan det nu var, da jeg fødte Johanne. Jeg kan ikke huske smerten, men jeg kan huske, at den gør MEGA ondt. Jeg prøver dog at huske mig selv på, hvor hurtigt jeg egentlig glemte alt det, der var ubehageligt, da Johanne først lå på mit bryst.

På sygehuset bliver vi ret hurtigt budt ind på en fødestue af jordemoder Henriette, som er mødt ind på arbejde samtidig med, at vi ankommer. Jeg er ikke rigtigt sikker på, hvad jeg forventer, men indeni mig, er der en lille frygt for, at jeg kommer hjem igen. For nu, hvor vandet er gået, vil jeg egentlig bare gerne have det overstået. Så da Henriette fortæller mig, at vandet IKKE er gået, bliver jeg dybt skuffet. Det er godt nok fostervand, der kommer ud forneden, men det er kun på grund af en bristning, så der er stadig masser af vand indeni mig.

Det får jeg heldigvis at føle rimelig hurtigt, da vi bliver enige om, efter at hun har undersøgt mig, at vandet skal tages. Og efter lidt roden med noget, der ligner en strikkepind, skal jeg da lige love for, at vandet kommer i stride strømme. Henriette får også lige fortalt mig inden, at hun skønner den lille til at være minimum 3.500 gram, så jeg er da vældigt glad for, at vi kan gå i gang. Og kort efter, at vandet er taget, starter veerne stille og roligt op.

Den kendte jordemoderordning kommer virkelig til sin ret i det, at jeg pludselig bliver lidt nervøs over, at vi ikke har talt om smertelindring. Jeg har jo ikke nået den jordemoderkonsultation, hvor vi rent faktisk skulle snakke om fødslen, da jeg jo altså egentlig først skulle føde om en måned. Henriette er jo mødt ind på arbejde for “min skyld,” så hun giver sig rigtig god tid til at sætte sig ned og tale med mig og Michael om, hvad jeg ønsker. Jeg er egentlig ikke sikker, men nævner lattergas, da jeg har hørt rigtig godt om det. Sidst fik jeg en epidural og det fungerede egentlig ok i en times tid, men bivirkningerne efterfølgende var bare ikke super fede. Jeg kunne ikke gå på mine ben i et par dage, og skulle tømmes med kateter, da jeg ikke selv var i stand til at tisse – MÆGTIGT! Vi har en virkelig god snak om det, der skal ske og jeg føler mig noget mere klar.

Så kommer det berømte lavement. Ubehageligt? JA! Skal man virkelig skide, er det altså rart at komme af med det. Det kender vi vel alle sammen! Så når man får sprøjtet noget op, som sætter bagenden igang, så er det altså hårdt at holde igen. Henriette siger, at jeg helst skal holde det hele inde i minimum 10 minutter. Jeg holder lige præcis 4. Ikke prangende.

Veerne tager godt til i styrke og jeg begynder så småt at hungre efter det der lattergas og overvejer, om det er dumt at afskrive epiduralen. Jeg har fået varmepuder og er også blevet foreslået at spille noget afslappende musik. Jeg har kun én spilleliste på Spotify, der er nogle af mine yndlingsnumre fra film. jeg har ikke lige overvejet, at der er alt fra Eddie Vedder til Marilyn Manson – måske ikke lige det, Henriette havde i tankerne. Men det er nu egentlig meget lækkert.

Lattergassen er syyygt lækker. I hvert fald i starten. Da jeg er blevet introduceret og tager de første par veer på lattergas, er jeg helt tilbage på festival for mange år siden, hvor jeg har røget noget skørt og alt er love. Det tager al smerte og jeg griner og øjnene ruller rundt i låget af mig. Lykken er dog rimelig kort, for veerne tager vældigt til og jeg både tuder og er skæv på samme tid. Herfra bliver det hele faktisk lidt blurry. Jeg husker nok egentlig det hele, men alligevel er det en stor misk mask af følelser, smerte og opgivenhed. Lattergassen gør, at jeg ikke er ved min fulde fem og jeg har hele tiden en følelse af, at jeg ikke helt er til stede i min egen krop. Det er både skræmmende og rart.

Henriette bruger på et tidspunkt et rebozo-tørklæde på mig og det er virkelig godt. Så samtidig med, at jeg er hende evigt taknemmelig for at bruge det, er jeg eddikesur på hende, fordi hun absolut vil have mig til at stå op. På et tidspunkt skal noget personale måle noget på den lilles hoved og jeg skal ligge ned på ryggen imens. Der kan jeg simpelthen nærmest ikke være i smerterne mere, men da en af de mennesker (som jeg ikke helt har styr på, hvem er), siger til mig, at de skal gøre det igen om en halv time, men at, “der har du jo nok født,” da får jeg en fornyet energi.

Jeg skal om på alle fire, da der lige mangler en lille bitte smule, før pressefasen kan gå i gang. Men med det samme, at jeg vender mig om og jeg har haft den første ve, kan jeg slet ikke holde igen med at presse. Jeg kommer tilbage på ryggen og allerede efter få pres, er hovedet ude og så resten af kroppen. Jeg husker det kun som 3 eller 4 presseveer og det er en kæmpe overraskelse for mig, da hun siger, at hovedet er ude – måske en endnu større overraskelse for Michael. Og så klokken 22.38 ligger han der – vores lille bitte fyr, der er så fin og ligner Johanne på en prik, da hun kom ud.

Efter en rum tid med lidt syning forneden og en masse kærlighed foroven, klipper Michael navlestrengen. Michael, som bare er så god hele vejen igennem. Jeg tror nok, at jeg er sød ved ham det meste af tiden. Jeg beder ham vidst om at lade være med at røre ved mig en enkelt gang og jeg tror også, at hans finger siger knæk under en ve og et meget fast klem på et tidspunkt. Men han fortrækker ikke en mine og render bare efter kolde klude, serverer drikkelse og banan og det er helt perfekt. Han er helt perfekt.

Da vi er på den anden side føler jeg, at fødslen har været helt vildt god. Ja, det gjorde psyko ondt. Selvfølgelig gjorde det det. Alligevel har det været en god oplevelse og jeg er så glad for, at Henriette er ved vores side hele vejen. Det får hun også at vide, inden hun siger tak for i aften, og tager hjem i seng.

Så vi ligger nu i vores lille lykkeboble med saftevand, rugbrødsmadder og en lille skøn dreng ved mit bryst. Desværre varer det kun få timer, før boblen brister igen.

.xxlmor.