Dagbog fra sygehuset – Part 1

Lørdag den 24. august 2019
Jeg vågner ved 6-tiden efter, at Johanne har lagt sig ind til os. Hun ville heldigvis gerne sove lidt videre og putter imellem os lidt endnu, inden den helt store morgenrutine går i gang. Inden jeg vil prøve at få en times tid mere på langs, skal jeg tisse – det er ligesom om, at det der med at holde på vandet, ikke rigtigt kan lade sig gøre, når man er højgravid. Jeg ligger mig tilbage i sengen igen og får bare de slemmeste stik i højre side. Jeg har aldrig prøvet den slags smerte før, og vender og drejer mig for at ligge mere behageligt. Det hjælper dog ikke rigtigt noget efter ihærdige forsøg i gode ti minutter, men så skvulper det over. FUCK jeg har tisset i sengen!

Jeg skynder mig ud på badeværelset igen og tisser og får tørret benene, der er blevet ret så våde. PINLIGT altså. Alt imens jeg står der og blomstrer, så tisser jeg igen. Eller det tror jeg, men det bliver bare ved med at sive ud af mig. Først der ringer det en klokke, for så meget tis kan man da heller ikke have indeni sig. Samtalen forløber derefter således:

K: “Michaaaaaeeeeeel??? Kom liiiiige!

M (går forbi badeværelset og kigger ind): “Hva’så?”

K (Stående på et håndklæde med halvt spredte ben: “Jeg tror sgu mit vand er gået”

M: “Øøøøøøh okaaaay? Hvad så nu?”

Ja hvad så nu? Jeg har stadig fire uger til termin, så det kan da ikke passe, kan det? Jeg ser lige tiden an en halv times tid, men da det bliver ved med at løbe, så ringer jeg til jordemoderen, alt imens, at Michael dækker bord til morgenmad sammen med Johanne, som er vågnet i mellemtiden.

Jeg ringer til jordemoder Henriette, som lyder en smule søvndrukken, da hun tager telefonen. Jeg er i “kendt jordemoderordning”, men har nok ikke helt fattet, at jordemoderen faktisk har telefonen med hjemme. Vi aftaler, at jeg lige skal se an frem til middag, da jeg ikke har veer. Det passer mig fint, for vi er jo slet ikke forberedte, så hverken taske eller udstyr er pakket til den foranstående fødsel. Jeg sætter mig ind til Michael og Johanne og spiser lidt morgenmad, iført et Tena Maxi Night bind – det er super sexet.

Da vi har spist vores morgenmad, sker der noget helt magisk. Johanne vil gerne over til mig og sidde lidt og jeg sætter hende på bordet foran mig, så vi er i øjenhøjde. Johanne begynder at kysse og kramme mig og har bare lyst til at fortsætte med at nusse. Det gider hun ellers sjældent i længere tid, med mindre, at det er om aftenen, så hun kan trække sengetiden lidt ud – den lille original. Vi sidder længe og bare nusser om hinanden og jeg skal virkelig kæmpe for, at jeg ikke begynder at hyle. På en måde er det bare så afgørende og jeg suger virkelig det hele til mig. For hvem ved, hvornår jeg ser hende igen?

Michael ringer til sin mor, da vi har aftalt med hende, at hun skal passe Johanne i de dage, hvor vi er på sygehuset. Da hun ankommer er jeg en smule ulykkelig, da Johanne skal til sin allerførste håndboldtræning i dag. Det kan jo lige pludselig ikke lade sig gøre i alt det virvar, og jeg har det i hele hormonsuset rigtig dårligt med, at det går ud over Johanne, at jeg skal føde. Og Michael…. Han har sådan glædet sig, købt håndboldtøj til hende og alt muligt. Svigermor redder dog situationen og tager med Johanne til håndbold fra klokken 1o-11, hvor vi så kan få gjort klar til sygehuset.

Jeg er ikke meget værd i den tid, hvor vi skal gøre klar. Jeg bliver mega træt og kan ikke overskue ret meget. Hvad jeg rent faktisk får pakket, er ikke det helt store og jeg fatter ikke at svare på Michaels spørgsmål om, hvad jeg skal gøre. Taskerne bliver dog pakket og på en aller anden måde, får jeg også vasket lidt tøj og hængt det på snorren. Jeg ligger mig ind på sofaen og får en lille blunder, imens der sporadisk kommer nogle små veer, der bestemt ikke er noget at skrive hjem om. Johanne når at komme hjem sammen med sin farmor og de når også at køre igen, og vi får endnu engang sagt godt farvel.

Jeg får først ringet til jordemoderen først på eftermiddagen og vi aftaler, at jeg skal komme op til tjek. Hun siger dog, at jeg også gerne bare må lade det stå til lidt, når jeg nu ikke har de vilde veer, men jeg har det bare bedst med at blive tjekket. Så ved 15-tiden sætter vi os i bilen og kører mod Randers Sygehus. At der skal gå en gid uge før vi kommer hjem igen, er der dog ingen af os, der regner med.

.xxlmor.