Boligdrømme

Hamborg for børnefamilien

Det er ikke mere end en uge siden, at jeg skrev et indlæg om manglende planer i ferien. Sidst på aftenen læste Michael mit indlæg, og det viste sig, at han også havde lysten til at tage afsted. Vi brugte et døgns tid på at kigge på feriehuse i Norditalien, billige hoteller tæt på Disneyland og ødegårde i Sverige, men vi blev hurtigt enige om, at det enten var for dyrt, for langt at køre til alt for få dage (vi skal passe hund fra på søndag) eller for hårdt for mig og min mave. Så da vi sad og snakkede om det søndag aften, besluttede vi os for at køre til Hamborg tirsdag morgen, da vi havde en aftale mandag. Jeg er ikke sikker på, hvordan vi kom frem til det, men det gjorde vi. Vi er netop kommet hjem igen og det viste sig, at Hamborg var fantastisk. Fantastisk for mig, for Michael og for Johanne. Jeg har aldrig været i Hamborg før, så jeg blev positivt overrasket over, hvor meget der var at opleve for en børnefamilie. Nedenfor har jeg skrevet lidt om vores oplevelser i og udenfor Hamborg, samt mine anbefalinger til børnefamilien.

Heide Park

Allerede klokken 5 tirsdag morgen kørte vi syd på, så vi kunne være i Heide Park i Soltau til åbningstid klokken 10. Det passede perfekt til en kort morgenmadspause og et pitstop ved en automekaniker, der kunne give os et miljømærke til bilen, så vi kunne køre i Hamborg senere på dagen. Jeg har været i Heide Park tidligere, hvor dagsordenen primært stod på rollercoasters og water rides, men af åbenlyse grunde, var det ikke tilfældet i denne omgang. Heldigvis er Michael lidt en wuz, hvad vilde forlystelser angår, så det passede jo perfekt 😉 Heide Park var fantastisk for en 2-årig. Det var overraskende mange forlystelser for Johanne og bedst af alt var selvfølgelig Peppa Pig Land. Johanne elsker Gurli Gris og selvom der egentlig kun var 3 forlystelser derinde, var det er stor oplevelse, da man både kunne komme ind i Gurlis hus, se en masse af figurerne rundt omkring og shoppe i Hr. Rævs bix fyldt med Gurli Gris merch. Johanne var helt klart mest vild med rideturen på Gustav Gris’ dinosaurus, men også køreturen i Bedstefar Gris’ miniaturelokomotiv var et hit.

Mit eneste personlige minus var maden. De laver udmærkede pizzaer, men udvalget generelt var skidt og spisestederne var for få. Jeg kan bestemt ikke anbefale deres bolognese, som er sindssygt salt, dog laver de en bragende god varm kakao i kaffebaren ved indgangen. Jeg vil dog anbefale Heide Park til alle aldre, da der er vildt mange rollercoasters og water-rides og samtidig en masse “hygge”-forlystelser, som alle kan være med på. Forvent dog en masse kø til de store forlystelser. Vi havde en fantastisk dag.

Bådtur fra Jungfernstieg

Efter en begivenhedsrig tirsdag havde vi (jeg) behov for en rolig onsdag. Derfor tog vi en kanalrundfart om formiddagen, som tog cirka en time. Det viste sig desværre hurtigt, at det ikke var en specielt god ide. Både Johanne og jeg var vanvittigt trætte, så jeg sad og nikkede i og Johanne var temmelig umulig. Turen i sig selv var enormt smuk og lærerig, og jeg er ikke i tvivl om, at Michael og jeg ville have nydt den, hvis vi var afsted uden Johanne og jeg var lidt mere frisk, men i denne kontekst var det desværre mest den gravides dyre mulighed for at sidde ned og slappe af. Jeg vil dog ikke fraråde turen, da den er enormt smuk og vi måske bare havde valgt det forkerte tidspunkt.

Planten un Blomen

Efter en god middagslur til både mor, far og datter gik vi en tur i Planten un Blomen, som er en stor park bag Landsretten. Det var den perfekte måde for Johanne (og far) at få brændt noget krudt af på. Parken havde en stor legeplads, som havde noget for alle aldre. Bag legepladsen var der også en fin lille lavvandet badesø, som vi dog ikke stiftede yderligere bekendtskab med. Vi kunne dog se, at mange andre børn havde stor glæde af den. Efter en god lang tur på legepladsen gik vi igennem parken og stødte både på et cirkus, hyggelige søer og store græsarealer, hvor Johanne kunne løbe i timevis, hvis hun fik lov. Hendes far begyndte dog at blive noget svedt til sidst, da han var ene om at rende efter hende, så det var på tide at komme hjemad. Jeg kan på det kraftigste anbefale Planten un Blomen til familier med både små og større børn. Og så er det jo gratis!

Tierpark Hagenbeck

Vi tilbragte hele torsdag i byens zoologiske have og det var en virkelig dejlig dag. Solen kom for alvor frem den dag og humøret var højt for os alle. Vi havde ikke regnet med, at vi kunne bruge så mange timer i haven, men der var simpelthen så meget at se, da de både har den “almindelige” dyrepark og en indendørs tropezoo, der også inkluderer et akvarie. Jeg har altid været fan af ReePark, hvor dyrene har rigtig meget plads at boltre sig på, hvilket Hagenbeck ikke helt kunne hamle op med. Men der var stadig lavet rigtig god plads til dyrene og det var muligt at være med til at fordre nogle af dem – blandt andet elefanterne.

Den største oplevelse for Johanne var akvariet. Hun var helt oppe at køre over både fisk og hajer og hun kunne næsten ikke være i sig selv af begejstring. Derfor kan det klart anbefales at købe en kombibillet, der giver adgang til både akvariet/tropezoo og dyrehaven. Også afdelingen med søløver, hvalrosser og pingviner var et stort hit hos os – vi var nær aldrig kommet ud derfra igen. Mit tysk er ikke ret godt eller vedligeholdt, så mit eneste minus var, at mange af deres skilte med længere tekster ikke var oversat til engelsk. Derudover har jeg ikke en finger at sætte på parken, jeg kan kun give mine stærkeste anbefalinger herfra. Vi havde en meget glad og fortællende datter med hjem – og det var endda selvom vi ikke nåede at prøve den store legeplads i dyreparken.

Europa Passage

Her må jeg bare sige én ting! Don’t go there, hvis du har barnevogn eller klapvogn med. Europa Passage er et storcenter med masser af shoppingmuligheder og spisesteder af forskellig slags. Rigtig fint hvis du kommer med større børn (eller helt uden), der har lyst til at kigge butikker og kan tage rulletrappen. Jeg må dog sige, at både Michael og jeg fik sat vores tålmodighed væsentligt på prøve torsdag aften, da vi skulle finde noget hurtig aftensmad til Johanne inden vi gik hjem på hotellet. Det blev langt fra hurtigt! Og nu kommer jeg til at lyde som en på firs – beklager på forhånd!

Vi havde så stort besvær med at komme rundt på de forskellige etager med Johanne i klapvogn. Ikke fordi faciliteterne ikke var til det med elevatorer, men fordi vi simpelthen ikke kunne komme til. Alle tog elevatorer til trods for, at der stod skilte om, at det var til gangbesværede og klapvogne/barnevogne. Unge piger gik ind foran os i køen til dem, og selvom Michael pænt på tysk kunne fortælle dem, at det var forbeholdt vogne, grinede de bare og kørte afsted. Men rulletrapperne var jo lige ved siden af? Vi var faktisk nok bare overrumplede. Måske er vi for vant til, at der tages hensyn til gravide eller familier med små børn, så manglen på samme, var nok egentlig bare overraskende. For det skete mange gange og det tog rigtig lang tid at komme rundt, så vi endte med en Happy Meal på McDonalds for så at komme ud  og hjem hurtigst muligt.

Miniatur Wunderland

Når vi er på ferie eller mindre ture, er min bedste ven Trip Advisor. Den bedst ratede attraktion i Hamborg på Trip Advisor er Miniatur Wunderland – og den slår de øvrige attraktioner med mange længder, når det gælder gode anmeldelser. Med kun knap 800 vurderinger fra gennemsnitlig og nedeefter ud af 21.000, måtte vi simpelthen opleve seværdigheden her til morgen inden vi kørte hjemad. Miniatur Wunderland er et museum med en stor udstilling af modeltog og landskaber dertil. Noget jeg normalt aldrig var taget ind for at se, hvis ikke jeg havde læst anmeldelserne. Umiddelbart siger det mig ikke en skid. Men hold da op, det var interessant. Vi kom igennem flere af Europas lande og så lige Amerika, der alle var bygget op i miniatureform med bitte små mennesker, legetøjsbiler, modeltoge og meget meget mere. Detaljerigdommen var enorm og intet var overladt til tilfældighederne.

Udstillingen indbød til, at gæsterne kunne tage del i legen, da der var knapper man kunne trykke på, så man kunne få flere af genstandene til at bevæge sig, om det var en skilift i Østrig eller en koncert i Italien. Det skal opleves, for det er svært at forklare med få ord, hvad man er vidne til i den flotte udstilling. Vi brugte cirka en time på museet, men kunne sagtens have brugt en mere, hvis vi var afsted uden Johanne. Hun har krudt i røven, synes det var mega sjovt at se, men var også hurtigt videre til det næste. Derudover var det også en smule svært at forstå, at man ikke måtte røre ved alt legetøjet. Jeg kan bestemt anbefale Miniatur Wunderland, men måske med børn fra 3 år, dog vil jeg foreslå at man kommer i ydertiderne (mellem 7.30-9.00 og 20.00-01.00), da der er mange gæster og lang kø. Vi var der klokken 8.15 med reserverede billetter, og det var fint.

Designer Outlet Neumünster

På vej hjem fra Hamborg i dag kørte vi forbi Neumünster, hvor vi ville spise frokost i deres Designer Outlet og ose lidt. Det var egentlig rigtig fint bygget op a la en lille by med en masse designerbutikker. Jeg var dog ekstremt træt efter mange begivenhedsrige dage og var ikke til det helt store shopping. Skal man shoppe det helt store og prøve en masse tøj, skal man nok heller ikke have en 2-årig med. Men vi hyggede os i et par timer og fandt da et par billige badesandaler til Johanne, så det var fint.

Hotel Steigenberger

Lad mig sige det som det er. Vi boede på et luksuriøst hotel i Hamborg. Hotel Steigenberger er femstjernet og superlækkert med et kæmpestort værelse. Det var ikke ret dyrt, da det ikke er højsæson for hotellet og Michael havde fundet et rigtig godt tilbud med meget nedslag i prisen. Det var uden tvivl lækkert, men langt mindre kunne også have gjort det. Samtidig blev det lidt et minus, at morgenmad på stedet var så dyr, at vi simpelthen valgte det fra. Det er ellers bare rart med en 2-årig, at man bare kan gå ned at finde det morgenmad, der nu lige passer. Men Cornflakes og mælk fra det nærmeste supermarked blev en billig og super fin løsning. Selvom mindre altså kunne være rigtig fint også, kan jeg anbefale at bo på et hotel, der ligger centralt. Vi var rigtig glade for at kunne gå til det meste og have U-banen tæt på, der kørte lige til dyreparken.

Jeg skal uden tvivl til Hamborg igen, både med børn og på kærestetur, for det var en af de bedre storbyferier jeg har været på. Hamborg er jo kæmpe stor og vi har kun set et lille udsnit af den fine by. Nu tror jeg dog lige, at vi holder en pause med de spontane ture til lillebror er blevet født og blevet klar til hele verden.

.xxlmor.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Boligdrømme