TaberTorsdag #9

Det er ved at være tid til at gøre status på mit antiinflammatoriske “eventyr”. Den sidste uge har været lidt på må og få, da jeg rent ud sagt er smask-plaget af graviditetsgener og dermed mangel på energi. At lave en masse spændende aftensmad, har bare ikke været øverste prioritering, men jeg synes alligevel, at det er gået godt.
Jeg har ikke vejet mig i forløbet, da jeg jo er gravid og derfor ikke føler, at det skal være en faktor. Jeg er heller ikke mere frisk, som egentlig var min største forhåbning, men igen….. Graviditet. Til gengæld, har jeg målt mit blodtryk både før og efter forløbet og der er sket RIGTIG meget.
Jeg målte mit blodtryk i forbindelse med, at jeg skulle have lavet vandrejournal og det var noget for højt. Som i kategorien “for højt blodtryk”. Dette kan skyldes mange ting (blandt andet også graviditet), men også fx vægt, som jeg tænker sagtens kan være en væsentlig faktor her. Jeg havde et blodtryksapparat med hjemme fra lægen i 3 dage og det negative resultat over de 3 dage, gjorde mig noget nedtrykt.
Skæbnen ville så, at lægen kom til at smide min seddel med målingerne væk, så jeg måtte måle igen i denne uge. Det har jeg gjort og resultatet har været SÅ meget bedre. Jeg er ikke længere i den “farlige” kategori – nej faktisk er blodtrykket nogenlunde normalt. Det er jo fantastisk. Jeg er ikke i tvivl om, at kosten har haft noget at sige. Fedtfattig mad, ingen kunstige tilsætningsstoffer og et minimum af sukker (heraf næsten kun frugtsukker), har helt sikkert gjort noget godt.
Men hvad så nu? Jeg har været ved lægen i dag, da mine graviditetsgener er noget voldsomme (tænker jeg selv). Trætheden er fuldstændigt altoverskyggende og jeg har ondt i hele kroppen. Derfor er der ikke andet for, end at fortsætte den linje, vi nu har lagt. Vi kommer ikke til at leve 100% antiinflammatorisk, for det er der ingen af os herhjemme, der duer til. Men utroligt mange af de lækre retter fra bogen med masser af fisk, kylling og grønt, vil jeg helt sikkert fortsætte med. Det er vigtigt og det er tydeligvis godt for helbredet. Ja tak til det!
.xxlmor.
Ingen kommentarer endnu