Så skete det sgu!

Forleden dag skrev jeg, at jeg mandag skulle til jobsamtale. Jeg fortalte, at jeg tidligere havde været til to, hvor jeg desværre ikke havde fået stillingerne – eller bare ikke havde hørt noget. Til de to samtaler havde jeg en fornemmelse af, at det egentlig var gået rigtig godt og “ping pong’en” var super fin. Det er selvfølgelig heller ikke nødvendigvis forkert, selvom jeg ikke fik nogle af stillingerne.

Nå, men i mandags cyklede jeg en tur ned på min fars arbejde om morgenen for at låne hans bil til Viborg. Stillingen jeg skulle til samtale ved, var i Skejby, men samtalen skulle foregå i Viborg. Jeg var ikke nervøs hele vejen og brugte i stedet tiden på at høre podcasten “Mørkeland” (jeg er håbløst bagud og er først lige startet på den). Først, da jeg havde fundet min vej ind til Region Midtjylland og dermed stod i en kantine med udsigt ud over VFF’s fodboldbaner, begyndte hjertet at banke.

Inde fra mødelokalet kunne jeg høre, at samtalen gik strygende med kandidaten før mig, der blev grinet, snakket højt og det lød glædeligt. Da det var min tur, var jeg derfor ret svedig i håndfladerne og helt tør i munden. Det følte jeg også, at samtalen bar præg af. Jeg svarede lidt i øst og vest og kom ikke rigtigt med noget konstruktivt til deres spørgsmål. Samtalen gled dog bedre i anden halvdel, hvor jeg havde talt mig varm og munden var knap så tør.

Da jeg kørte derfra, havde jeg ondt i maven. Jeg var skuffet over, at jeg ikke kunne gøre det bedre og glemte halvdelen af de ting, som jeg havde planlagt. Jeg snakkede med Michael på vej hjem i bilen og med min far, da jeg afleverede den igen og jeg fortalte dem begge, at jeg havde en dårlig fornemmelse af samtalen. Men igen – jeg havde haft en rigtig god fornemmelse af de sidste to og dem fik jeg jo ikke.

Det viste sig også, at jeg ikke skulle stole på min mavefornemmelse den dag. Jeg blev ringet op allerede om eftermiddagen samme dag og blev tilbudt stillingen. Say what??? Jeg var enormt overrasket, men selvfølgelig også glad. Jeg kunne ikke helt forstå det – og det er nok heller ikke helt gået op for mig endnu. Jeg sagde “ja tak” til stillingen og skal allerede starte den 28. januar. Shit det er snart! Der mangler stadig at blive forhandlet løn, så det er selvfølgelig ikke endegyldigt endnu, men jeg vil nok mene, at det burde kunne lade sig gøre at komme til enighed.

Så de sidste par dage er gået med at kigge på ny bil og tænke fremad. Det er gået virkelig stærkt. Stillingen var oprindeligt med start den 1. marts og lige pludselig er det lige om lidt. Jeg når ikke helt at vænne mig til tanken og det skræmmer mig lidt, at jeg snart skal i gang med en helt “almindelig” hverdag, men måske er det meget godt, at det er lige om lidt? For jeg kender mig selv godt nok til, at jeg vil begynde at blive en smule bange. Hvad nu, hvis jeg ikke er god nok til jobbet? Hvad nu, hvis jeg ikke passer ind? Jeg satser på, at den næste halvanden uge går så hurtigt, at jeg ikke når at tænke for meget.

.xxlmor.