TaberTorsdag

Det er næsten et år siden, at jeg skrev mit første indlæg her på bloggen. På nuværende tidspunkt sidste år var bloggen oprettet, jeg havde fundet mit navn, lavet en header osv osv., men jeg havde ikke turdet kaste mig ud i et indlæg endnu. Der gik lige et par uger, før jeg fik taget mod til mig.
Da jeg startede bloggen, var det med en ide om, at den skulle handle om vægttab. Jeg var træt af, at man altid læste blogindlæg, artikler, facebook-opslag osv. om en masse andre folks kamp imod kiloene EFTER, at de havde tabt sig 20-30-40 af slagsen. Det skal ikke forstås som om, at det ikke også kunne være inspirerende, men jeg manglede nogen, der gerne ville tabe sig, men hvor man kunne følge med fra start til slut – alt inklusive. Der skulle være ærlighed om dårlige vaner, syndere, cravings og alt det andet, men selvfølgelig også en masse succeshistorier.
Så jeg besluttede mig for, at min blog skulle handle om netop rejsen. I nutid – ikke i datid. Bloggen skulle vise alle monstrene, men også alle dagene med færre kilo. Så alt godt og alt ondt omkring vægttab.
I de første par indlæg fik jeg skrevet godt om forberedelserne og jeg fik da også tabt mig en håndfuld kilo i starten, som jeg fortalte vidt og bredt om. Men så stoppede rejsen på en måde. I hvert fald her på bloggen. Jeg solgte et par danseskoler, blev syg, blev arbejdsløs. Og så er det ligesom ikke rigtigt blevet til mere.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min krop er blevet tungere end for et år siden – til trods for, at jeg netop har afsluttet et halvt år langt forløb ved en diætist (læs fx her). Der er nok også en del af kiloene, der har ommøbleret sig fra muskler til fedt, for det skal nok ikke undervurderes, hvor meget et danselærerjob gør, hvor man står op hele dagen, danser og leger med ungerne. Så tungere og slappere er vidst meget præcist.
Det kunne være nice nok, hvis den mave og den dobbelthage blev væsentligt reduceret!
Det vil jeg gerne lave om på. Jeg har ikke haft motivationen længe, men den er vokset i mig i de sidste måneder. Dels fordi, at jeg gerne vil elske mit spejlbillede (Jeg er godt klar over, at det ville være rigtig fint at kunne elske det uanset udseende, men sådan er det bare) og dels fordi, at jeg meget gerne vil være gravid igen. Jeg vil allerhelst nu! Det er Michael og jeg dog ikke helt enige om 😉 Men uanset hvad det bliver til, ville det være rigtig fint at tabe nogle kilo. Og så er det selvfølgelig også bare mega dejligt at være sund og rask – der kunne et par kilo mindre også være behjælpelige.
Så derfor har jeg valgt at indføre et nyt koncept her på bloggen, der hedder TaberTorsdag. Det skal handle om vægttab, motion, slankekure for og imod osv. Jeg er ikke klog på området, men jeg har prøvet lidt af hvert. Nu har jeg skrevet lidt om baggrunden for konceptet og på torsdag vil jeg bruge tid på forberedelserne. Og derefter sætter jeg for alvor i gang. NU SKAL DER ALTSÅ SKE NOGET!!!
Har DU gode forslag til vejen frem i et vægttab eller andre brandgode råd, så kommentér endelig, eller send mig besked.
.xxlmor.
Hejsa,
jeg starter på noget lignende (måske) i det nye år – hvis jeg tør!
Glæder mig til at følge med:)