Dræn, bordplan og festival

Vi har herhjemme haft nogle vældigt begivenhedsrige dage. I onsdags fik Johanne lagt dræn. Hun har nu haft problemer med sin nattesøvn i cirka et halvt år, med skrig og skrål næsten hver evigt eneste nat. Så efter et par ture ved både læge og ørelæge, fik hun lagt dræn i håb om, at det kunne hjælpe hende, for hun havde nemlig lidt tryk på ørerne. Operationen gik godt og vi kunne intet mærke på Johanne efterfølgende. Men allerede natten til fredag, var vi tilbage i den gamle gænge. Johanne vågnede 00.30 og sov først igen klokken 5, så der var ikke (indtil videre) meget hjælp der.
Så det var to MEGET trætte forældre, der afleverede Johanne hos mormor og morfar og drog til København fredag formiddag. For der var nemlig tid til årets sommerfest på Michaels arbejdsplads, der ligger ved København. Heldigvis nåede vi lige en kort lur på hotellet begge to, inden vi skulle mødes med Michaels kollegaer og påhæng til fest. En fest, som jeg var lidt nervøs for, da jeg ikke kendte nogen, men som blev rigtig hyggelig.
Vi var på “rosé-rundfart” rundt i Københavns kanaler og det var rigtig hyggeligt og meget intimt, da det kun var i både med max 12 i hver. Vi kom godt omkring og fik flere fun facts end kedelig trivial pursuit viden og guiden (som jeg faktisk kendte) var meget nærværende. Så jeg kan varmt anbefale Hey Captain til andre, der gerne vil opleve København på en lidt anderledes måde.
Om aftenen skulle vi spise på The Red Box med 15 retter mad over 5 serveringer og det var ganske udemærket, dog med mange mange smage, der næsten gjorde munden træt. Men lad mig lige pointere én enkelt ting: Ved en firmafest med påhæng, hvor der er en del nye, så LAD VÆRE MED at lave bordplan. Eller lad mig korrigere… Lad være med at lave bordplan, hvor partnere/ægtefæller IKKE skal sidde sammen. Det er simpelthen for underligt. Så jeg sad langt fra Michael imellem folk, der kendte hinanden ret godt. Det var altså lidt en ubekvem situation. Men hvad, jeg fik da nogle nye bekendtskaber, som jeg så kender til næste firmaarrangement og så drak jeg bare det ekstra vin i stedet for, når de andre snakkede internt.
I dag har vi været en tur på Aarhus Food Festival med mine fantastiske venner Camilla og Jonas og deres datter Liv. Det var skide hyggeligt og vi fik en masse merch og smagsprøver. Hvem elsker ikke gratis ting? Vi var ekstremt trætte efter en lang weekend, for vi var i øvrigt også lige ude og spise ved Michaels gode ven Søren og hans kæreste Josefine i aftes, så vi var nok liiiidt sløve i dag. Men der er vi så heldige, at det var det perfekte hold venner, vi var afsted med. Camilla og Jonas tager alting stille og roligt og sammen med dem, er der plads til afslapning, roligt tempo og alt på børnenes præmisser. Jeg kan i øvrigt stærkt anbefale Jonas’ blog her på bloggers delight – Liv i Hytten. Den er sjov, nærværende og fortæller familielivet fra ægtemanden og farens perspektiv, hvilket er dejligt anderledes.
Så Michael og jeg sidder nu og slapper i sofaen og Johanne er gået kold inde i hendes seng (forhåbentligt for hele natten) og lader op til en ny uge. En uge, hvor jeg fra i morgen officielt er “ledig” og hvor hele dagpengemøllen så går i gang. Afraid much?
.xxlmor.
Ingen kommentarer endnu