Flashback #6

December 2012

Sneen havde lagt sig temmelig solidt på jorden og det var blevet skide koldt efterhånden. Især om aftenen, når jeg skulle hjem fra danseskole og skulle gå fra bussen og hjem til kollegiet. Jeg havde fået lov til at låne min venindes kollegieværelse, da vi havde praktikperiode på studiet og hun var i praktik i Tyskland. Det var meget belejligt for os begge to, for så kunne vi spare nogle penge.

Hver torsdag skulle jeg på arbejde på danseskolen i Hobro og var altid monstersent hjemme. Godt nok havde min far lejet en bil til mig om torsdagen, men den skulle også afleveres igen og så skulle jeg med bussen derfra og hjem. Så omkring klokken 23, sad jeg altid i bybussen mod Q8 i Viby, hvor jeg derefter kunne gå den korte vej langs stien over til Damager Kollegiet. De fleste synes, at jeg arbejdede for meget ved siden af studiet, for det var jo ikke kun om torsdagen jeg var afsted, men jeg havde gjort det i mange år og var vant til det.

Men denne torsdag var anderledes. I bybussen var der en ung mand med blå tophue, der chikanerede buschaufføren, men jeg hørte ikke rigtigt efter. Jeg havde musik i ørene og tænkte ikke rigtigt mere over det – buschaufføren havde nok oplevet det før. Den midterste finger blev vist nogle gange af Tophuen, men buschaufføren virkede ret kølig og professionel. Da bussen holdte ind ved Q8, sprang jeg af bussen og gik over på stien ind til kollegiet. Der gik dog ikke 30 sekunder, før jeg kunne høre, at der var en, der talte til mig. Musikken kom ud af ørene og Tophuen spurgte mig, om jeg kendte vejen til en gade, som jeg aldrig havde hørt om før. Han snakkede til mig på engelsk og jeg svarede høfligt tilbage inden jeg vendte mig og gik videre. Tophuen kom hurtigt op på siden af mig og fulgte mig langs stien. Han fortalte, at han netop var kommet til Danmark efter, at han havde boet nogle år i England. Han havde også en flot engelsk accent.

Jeg var ikke rigtigt tryg i situationen, men han opførte sig ikke dårligt og jeg tænkte, at så længe jeg svarede høfligt og grinte af hans sjovheder på de rigtige tidspunkter, så skulle alt nok gå. Jeg kunne jo se kollegiet ret tæt på. Alligevel føltes vejen på stien virkelig lang. Tophuen begyndte at snakke om mig. Han syntes, at jeg var flot og havde flotte øjne. “You are not fat, but quite big”, lød hans misforståede kompliment, som inde i mit hoved blev til syvogfyrre knive, der borede sig ind i hele min krop af smerte. Men jeg grinede bare – for jeg bliver ikke sur. Han spurgte, om han måtte overnatte hos mig og jeg sagde pænt nej og undskyldte mig med, at min veninde sov inde på mit kollegieværelse. Det var godt nok løgn, jeg var jo helt alene.

Han spurgte nogle gange og til sidst sagde jeg til ham, at nu var det på tide at sige farvel. “okay, then give me a kiss and a hug” forlangte han, men jeg sagde pænt, men bestemt, nej tak. Han mente, at jeg i det mindste så kunne give ham hånden og sige farvel og det valgte jeg at gøre, så jeg kunne slippe af med ham. Mit hjerte var efterhånden så langt oppe i mit bryst, at jeg følte, at jeg skulle hive efter vejret og pulsen var helt ude i mine fingerspidser. Han gav slip med det samme og lod mig gå, men lige som jeg følte mig i sikker havn og havde nærmet mig min opgangs hoveddør, mærkede jeg hans hånd, der tog fat op imellem mine ben. Og så løb jeg. Selvom der kun var tale om 4-5 meter hen til hoveddøren, så løb jeg. Men jeg var ikke hurtig nok. Tophuen pressede mig op ad hoveddøren og prøvede på at hive min jakke af. Jeg trykkede på alle dørtelefonens knapper i håb om, at nogle ville reagere, men forgæves.

Tophuen hev i mig, og jeg kunne bare høre mig selv sige “nej” op til flere gange. Hvorfor skreg jeg ikke? Han trak sine grå joggingbukser ud og viste mig sit erigerede lem og blev ved med at prøve at overbevise mig om, at jeg ville have det. Hvorfor sparkede jeg ham ikke i nosserne? De næste 2, måske 5, måske 10 minutter kan jeg ikke huske, men pludselig stod jeg med min telefon i hånden. Da Tophuen så den, løb han og jeg fik famlet mine nøgler frem og kom ind i sikkerhed.

Jeg ringede til min mor og skreg. Skreg som jeg ikke kunne, da Tophuen var der. Hun bad mig ringe til politiet og de var der meget hurtigt. Alt blev forklaret og min mor var ved mig efter en time. Jeg kørte med hende hjem og blev der i en uges tid. Jeg sov og sov og sov.

.xxlmor.

Læs mere om flashbacks her