Sygdom tur/retur

I morgen skal jeg til terapi. Jeg er halvvejs igennem forløbet ved min terapeut, der i alt foregår over otte gange. Jeg startede i terapi i maj, da jeg ved lægen havde fået diagnosen depression i april måned. Jeg har skrevet lidt om det her på bloggen, men har ikke været meget inde på forløbet. Det er svært at skrive om, da der er så mange følelser, der kommer op til overfladen, når jeg er i terapi. Nogle af dem er rigtig hårde at arbejde med og andre er forløsende at få snakket om.

Hele humlen med min terapi er at lære at være i nuet og mærke mig selv og hvad JEG gerne vil og hvad JEG føler. Jeg har i hele mit liv været slem til ikke at sige fra og nikkedukken og den, der føjer de andre, har fyldt for meget. Det er ikke andres skyld og jeg kan ikke skyde skylden på alt muligt, det er bare sådan det er og det er det, jeg er igang med at lægge fra mig. Min terapeut fortæller mig, at det ikke nødvendigvis er muligt at sætte fingeren på, hvad der er årsagen til min depression. Det kan være mange ting, men det vigtigste er, at jeg ikke dvæler ved fortiden eller fremtiden, men lever livet, som det er lige nu og her. Jeg skal lære at elske mig selv som den person jeg er – ikke en klogere, tyndere eller pænere udgave af mig selv. Hun mener også, at først når jeg har lært at elske mig selv, så har jeg også lyst til at arbejde med mig selv. Det kan for eksempel være at arbejde med mit vægttab eller finde ind til kernen af, hvad jeg i virkeligheden har lyst til at beskæftige mig med.

Når jeg er til terapi, så taler vi. Eller jeg taler mest og terapeuten stiller spørgsmål. Det er mig, der skal bestemme, hvad vi taler om fra gang til gang og det ender oftest ud i noget, der var meget dybere end der, hvor jeg startede. Vi har både vendt min karriere, min rolle som mor og kæreste, mine forældre og traumer fra min ungdom og barndom. Men hver gang ender det med, at jeg skal tænke over, hvad MIN rolle er i hele samtalen og hvor jeg gerne vil være eller, hvordan jeg ønsker at agere i en given svær situation. Jeg afslutter altid sessionen med at tegne dagens samtaleemne. I de tegninger jeg laver, er der så meget dybde, som jeg ikke engang selv tænker over, at jeg tegner. Min terapeut finder alle mulige interessante ting frem, så jeg virkelig har noget at tænke over fra gang til gang. Rigtig mange ting, som jeg ikke var klar over, at jeg gik og var ked af, er kommet op til overfladen. Nogle af dem har jeg ikke fundet ud af, hvordan jeg skal tackle endnu, men andre ting har jeg fået parkeret og sat på en hylde, hvor de hører til og ikke længere fylder unødvendigt.

For at have det godt, er det  altafgørende, at nyde en masse tid med de to, jeg holder allermest af. (det er ikke giraffen, der er nummer 2, men Michael)

Men terapien hjælper. Jeg er, som nævnt, halvvejs igennem det planlagte forløb og jeg føler nu, at jeg så småt er ved at være klar til at blive raskmeldt. Det gør mig rigtig glad og motiveret, men det gør mig også nervøs, da det betyder, at jeg skal tilbage til den “virkelige” verden igen. Hvor skal jeg gå hen og hvad skal der ske? Der er ingen tvivl om, at jeg har behov for den sidste halvdel af terapien – og måske endda mere til. Men det gør ikke noget, for det er konstruktivt og sundt.

Jeg har lyst til at skrive mere om mine samtaler ved terapeuten, hvad vi kommer frem til og hvad der gør ondt. Men det er svært, da det er utroligt personligt. Ikke kun personligt for mig, men også for de implementerede. Jeg ved ikke om de læser med og jeg er bange for at såre – måske begynder jeg at føje/nikkedukke igen?

.xxlmor.