Tyrkiet, din gamle svinger!

Jeg er lige kommet hjem fra en uges ferie med Michael og Johanne. Vi har været i Antalya på Tyrkiets sydkyst og det har været lækkert! Vi havde faktisk aftalt, at vi ikke skulle nogle steder hen her i sommerferien, for vi var afsted i februar, som der blandt andet kan læses om her. Turen til Den Dominikanske Republik var en fest, men også hård for pengepungen, så en sommer i det danske, var egentlig planen. Men jo tættere vi kom på Michaels ferie, jo større blev udlængslen også. Processen igennem min depression har været og er hård for både Michael og mig og trangen til lige at tage en uge “væk” fra det hele, har været mere og mere presserende.

For to uger siden fandt vi en rejse til Antalya igennem Spies og det var billigt og så godt ud. Og det viste sig heldigvis at være helt og aldeles sandt. Michael havde svoret på, at han aldrig skulle til Tyrkiet igen. Han har været i Alanya med nogle venner før han lærte mig at kende og var skræmt en del af det skandinaviskfyldte ferie-“paradis”. Jeg kan godt forstå, hvad han mener. Jeg har selv været der og er heller ikke vild med ideen om, at en ferie er et sted, hvor hver anden restaurant er med skandinaviske flag og du kan få en wienerschnitzel eller høre Kim Larsen bare for at føle dig hjemme. Og du går ned langs en turistfyldt hovedvej, hvor du bliver råbt efter ved hver evig eneste gadebutik, hvor der bliver solgt de samme kopivarer som ved butikken ved siden af i et spinkelt håb om, at du overgiver dig og køber den pink-armymønstrede-wannabe-adidas-basket-top til “familiepris”. Men jeg fik alligevel overtalt Michael til Antalya, da jeg havde hørt, at det var noget anderledes. Blandt andet fordi, at det er en storby, hvor det ikke kun er turister, der holder økonomien kørende.

Hvor blev vi begge positivt overraskede. Vi tog afsted i torsdags og tjekkede ind på et skønt værelse med havudsigt og fin plads til os alle tre. Dejlige pools, som ikke var specielt fyldte. Gæsterne på hotellet var primært tyrkere og arabere og meget få familier var skandinaviske. Det lyder som om, at jeg ikke kan lide skandinavere og det er altså ikke meningen. Men vi behøver ikke nødvendigvis at være i overtal, så vi kan forstå hver eneste samtale, der foregår ved poolen. Personalet var hjertelige og Johanne var højtelsket – også blandt de øvrige gæster.

I min studietid boede jeg i Istanbul for at tage et semester på Yeditepe Universitesi. Det var en fantastisk periode af mit liv og jeg elskede byen og har savnet den lige siden. Byens atmosfære med travlhed iblandet varme og nysgerrighed er noget helt specielt og skal opleves. Det tyrkiske køkken er vanedannende og en kebab i Danmark er altså bare ikke det samme som en kebab i Tyrkiet.

I Antalya fik jeg et snert af Istanbul og det var fantastisk. Vi fik lækker lokal mad og oplevede venligheden overfor os alle steder. Det var et perfekt afbræk og vi var enige om, at det ikke nødvendigvis er sidste gang, at vi skal til Antalya. Det er begrænset, hvor meget der er at opleve i byen. Meget af shoppingen foregår i malls og har du først set ét, har du set dem alle. Men for en enkelt uge, er det perfekt. Vi kunne dog se, at der var flere spændende steder at opleve uden for byen. Det må vi gøre næste gang. Jeg kan på det allerkraftigste anbefale Antalya!

.xxlmor.