Flashback #5

Skal – skal ikke?

Det føles så skide åndssvagt at skrive det her indlæg, når man sidder i et bloggernetværk, har sin egen blog og ELSKER at skrive. Jeg synes, at det er mega fedt at have min egen blog. Hvor får jeg dog afløb for mange ting og jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg bliver, når jeg får en kommentar eller når jeg møder nogle venner, bekendte eller familie, der fortæller, at de læser med på min blog. Det er dejligt at få tilkendegivelser og jeg elsker også at diskutere og få konstruktiv kritik. Derfor kan jeg også mærke, at jeg bliver mega glad, når jeg kan se, at der er “mange”, der har læst et bestemt indlæg og når der har været stigning i antal læsere i en periode.

Men jeg ved, at jeg sagtens kunne få flere læsere. For jeg har ÈN stor barriere – jeg deler ikke min blog. Jeg har ikke reklameret for min blog på hverken Instagram, Facebook eller andre sociale medier. Jeg fortæller heller ikke om min blog med mindre, at det giver mening i en samtale. Der er et link til xxlmor på min fb og min insta, men det er alt. Min blog er på ingen måde hemmelig, men jeg er bare heller ikke god til at stå frem.

Jeg har flere venner, kollegaer og familie – ja selv mine forældre, der blogger. Og de er alle sammen “Så er der nyt på bloggen”-typerne, hvor det bliver delt på alle de sociale medier, som de nu måtte være en del af. Og det er sådan set også okay, men jeg er bare ikke sikker på, at det er noget for mig. Det der med at udstille sig selv – for man har jo også nogle gange facebookvenner, der ikke behøver at kende til det inderste inde – det er jeg altså bare ikke god til.

Samtidig har jeg heller ikke lyst til at stå i skyggen af mine forældre, der godt nok først lige har startet deres blog, men allerede har masser af læsere. Ærlig talt er det der, at jeg plejer at stå – og det gider jeg faktisk ikke. Det her er mit eget og jeg er stolt af det. Men samtidig tænker jeg også meget over alt det, som jeg ikke kan. Jeg er ikke fitness- eller modeguru, jeg er ikke kendt, god til at lave mad eller kæk for et godt råd til hele verden. Hvorfor dælen skulle det så være så interessant at læse med?

Det her er mit forsøg på “jeg er i et dilemma”-billede. Jeg er tydeligvis ikke vant til for at tage billeder af mig selv!

Men hvis indlæggene ikke bliver delt på hverken det ene eller det andet sociale medie, så må kendsgerningen vel være, at der heller ikke kommer flere læsere. Så mit dilemma virker måske ikke ret stort, men det er det for mig. Skal jeg dele bloggen med hele mit sociale netværk? Eller skal jeg mon bare holde det for mig selv og lade det gå naturens gang?

.xxlmor.

4 kommentarer

  • Susanne

    Kære Kathrine

    På sin vis forstår jeg godt dine overvejelser, på den anden side tænker jeg, at du skal tage udgangspunkt i, hvorfor du startede med at skrive. For sig er der terapi i at skrive, du får bearbejdet nogle af dine tanker på den måde, og så elsker du vist skriveprocessen. Skal en blog være en konkurrence om antal læsere? Jeg synes ikke, du skal sammenligne din egen blog med familiens eller vennernes. Det er er din blog! Det her er en del af dig!
    Jeg er sikker på, at antallet af læsere vil vokse langsomt, for du skriver godt og vedkommende, og du rammer garanteret en del med din ærlighed. Lad den vokse i dit tempo, ellers bliver bloggen og krav omnye indlæg vel også et pres?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • xxlmor

      Kære Susanne.
      Tak for din kommentar – og hvor har du dog ret. Jeg er i en process lige nu, hvor jeg prøver at rense alt det her med likes, antal følgere, mængden af læsere mv. ud af mit liv og jeg tror du har ret i, at det kan blive et pres, hvis jeg lader det styre mine skriverier. For som det er lige nu, så kan der gå 2-3 uger en gang imellem, hvor jeg ikke får skrevet, for det skal være lysten, der driver værket og når jeg har noget på hjerte. Det skal ikke være for at please læsere. Tak for dine tanker og opbakning. Det betyder virkelig meget for mig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Hej Katrine. Jeg kender dig jo mest som min datters danselærer, og kom lidt tilfældigt til at følge med på din blog. I henhold til ovenstående indlæg vil jeg blot fortælle, at din blog er den eneste, hvor jeg faktisk læser alle indlæg, idet jeg synes de er befriende ærlige og umiddelbare. Ikke noget smart overskudsagtigt halløj, men det virkelige liv. Det andet er der masser af, men ganske få kan relatere til det og endnu færre leve op til det….ikke engang dem selv. Knus Helle

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • xxlmor

      Kære Helle. TAK – hvor var det dog dejligt at læse. Det betyder utroligt meget – for det er netop det, jeg ønsker at opnå. Det overskudsagtige og smarte, det er så langt fra min hverdag. Og hvem kan også det hele tiden? Det giver mig blod på tanden at læse din kommentar – så igen: Tusind tak. Dejligt, at du “stadig” læser med 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Flashback #5