Flashback #5

1997-98ish

Det var forår og jeg skulle ud og gå en tur med Buster, vores skønne hund. Selvom jeg elskede ham, så hadede jeg, når det var mig, der skulle gå med ham. Det var hyggeligt når man først var kommet afsted, men jeg skulle aaaaaltid gå med ham lige midt i en god leg, et spil på Nintendoen, eller noget helt tredje, som var meget federe end hundeluftningen.

Hvis jeg kunne komme afsted med det, gik jeg oftest bare lige en tur rundt om blokken – så tog det jo ikke så lang tid. Men hvis min mor var i det opmærksomme hjørne, så gik jeg i Vennelystparken, “for Buster skal jo også lige nå at gøre det, han nu skal gøre”.

Vennelystparken i Aarhus var egentlig ikke ret stor. Der var en sti, der gik hele vejen rundt i parken og 3 broer, der alle førte over den samme bæk. Der var en bro i hver ende af parken og én i midten og imellem den første og den anden bro var der et stort træ og imellem den anden og tredje bro, var der en sø. Jeg legede en gang imellem med nogle af vennerne fra klassen nede i parken, men ellers blev den mest brugt til hundeluftningen. En enkelt gang havde jeg leget med nogle af de andre piger, hvor vi fandt en stor pose fyldt med piller under det store træ. Vi gjorde ikke noget ved det – vi lod den bare ligge og snakkede ikke om det igen.

Denne dag var jeg alene ude med Buster, men jeg nåede ikke ret langt. For under det store træ, sad der en mand på en bænk. Det var på den anden side af bækken, men det var nemt og tydeligt at se ham. Han lignede egentlig bare en helt almindelig mand, der sad og nød det gode vejr, for solen stod lige ned på ham og han havde da også flyttet bænken, der normalt stod lige under træet, ud i solen. Han havde en kortærmet trøje på og et par jeans og sad med benene krydsede foran sig. Den ene arm lå afslappet over bænkens ryglæn.

Men manden sad ikke bare og nød den varme sol. For den anden arm lå på hans ene lår og i hånden havde han et fast greb om sin tissemand. Jeg forstod egentlig ikke rigtigt, hvad han lavede, men jeg vidste i hvert fald, at det ikke var noget, at jeg havde set før. Han hev stille og roligt i den og virkede underligt upåvirket af situationen.

Jeg kunne ikke helt lade være med at kigge, men samtidig prøvede jeg at lade som ingenting. Og så gik jeg ellers bare videre. Hele turen rundt i parken og hjem på Thunøgade. Efter lidt tid fortalte jeg min mor, hvad jeg havde set. Derefter var der mange spørgsmål, der skulle besvares.

.xxlmor.