Flashback #4

Er alt skidt – så se dine veninder

I to dage i streg, har jeg været sammen med skønne veninder. I fredags var jeg sammen med min veninde Louise fra min folkeskoletid. Vi mødtes inde i Aarhus og spiste brunch på Café Viggo. I går var jeg i Odense med mine to veninder Camilla og Rikke fra studietiden. Vi spiste street food til frokost, gik en lang tur på Stige Ø og spiste igen ude til aften.

Fælles for begge dage var, at der ikke var noget, som skulle nåes og der var tid til at sludre og sladre. Vi gjorde, hvad der passede os i momentet og det var rart. Jeg valgte at fortælle mine veninder om mit dårlige humør og de ting, der tricker i øjeblikket og det var virkelig befriende. Jeg har haft to dage, hvor jeg har været glad og det har været rart.

I går, da vi sad og snakkede om de ting, der rør sig hos mig, gik der noget op for mig. Jeg har siden jeg for alvor fandt ud af, at jeg var mere end bare ramt af “dårligt humør”, haft en eller anden uvilje imod at komme hjem til mine forældre. Jeg ved ikke hvorfor – jeg elsker dem og min mor plejer at være fantastisk til at spørge ind og snakke med mig om mine issues.

Men for et par uger siden snakkede min mor og jeg i telefon sammen, hvor hun fortalte, at både hun og far var bekymrede for mig. Det var efter, at vi havde været til påskefrokost hos dem og de kunne mærke, at jeg ikke havde det ret godt. Hun omtalte min usunde livsstil, mit udseende og mit mangel på overskud. Det kan nemt misforstås når jeg skriver det sådan her, men hun fik det sagt på en god måde. Jeg fik i hvert fald fornemmelsen af, at hun ville mig det bedste. Og da vi talte sammen, var jeg helt ok med, at hun sagde det, for så kunne jeg også fortælle hende, at hun havde ret og at jeg havde det ad helvedes til.

Men på den anden side, har det gjort et eller andet ved mig indeni. For jeg vidste jo godt, at når hun snakkede om mit udseende, var det fordi, at hun synes, at jeg er blevet stor. Og når hun snakkede om min livsstil, så var det fordi, at hun synes, at jeg spiser forkert. Og hun har helt ret – det er jo også det, at min blog handler om.

Min mor har flere gange sagt, at jeg er velkommen til at komme op til dem en tur, så jeg kan få et afbræk i et par dage. Men jeg har simpelthen ikke kunnet. Heller ikke selvom jeg har en ide om, at det kunne være godt for mig. Jeg er bange for at tage derop. Helt konkret er jeg bange for at spise sammen med dem. Jeg er bange for, at de vurderer mig, når jeg fx spiser aftensmad med dem. Ligegyldigt om det er sund mad eller en “almindelig” portion eller ej. Og det værste af det hele er, at jeg VED, at det gør de slet ikke. Men alligevel er jeg bange for det. Når jeg sidder og skriver det ned, så kan jeg sagtens se, at det er helt vildt åndssvagt, men alligevel kan jeg bare ikke slippe den angst.

Jeg talte med Camilla og Rikke om det i går og det bedste af det hele var, at de viste fuld forståelse for det jeg sagde. Det er ikke sikkert, at de forstod det – det gør jeg jo heller ikke selv. Men de lyttede og kom med konstruktiv feedback og det er en kæmpe håndsrækning og hjælp for mig. I går aftes da jeg gik i seng, følte jeg mig lettere og priser mig lykkelig over at have fantastiske veninder.

.xxlmor.

img_7699

Et billede af Rikke, Camilla og mig fra vores sommerskoletur til Malaysia. Det er knap 5 år og 25 kilo siden 😉

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Flashback #4