Flashback #3

Sommer slut 90’erne
Det fedeste ved at gå i skole inde midt i Aarhus var, at man bagefter kunne gå i Midtbyklubben. Vi var blevet for gamle til at gå i SFO og det gjorde bestemt ikke noget, for i Midtbyklubben var der meget mere at lave. Skuespil, musik, håndarbejde og ture. Heribland den årlige lejrtur til Grenaa.
Det var fedt at være afsted med pigerne fra klassen og alle de andre fra klubben. Og de voksne var skide gode til at lave underholdning og give os en masse fri leg. Vi var på et allerhelvedes uhyggeligt natløb en aften, hvor vi for vild og kom ud til den store vej og jeg husker, hvor glad jeg blev da vi fandt vejen ind til lejrskolen igen.
Selve hytten var rigtig godt indrettet. Vi boede på sovesale, hvor der var køjesenge i 3 etager. Hver etage blev delt af to og det var rigtig hyggeligt. Nogle af pigerne fra en af de andre byskoler i Aarhus, var meget sammen med drengene. Også drengene fra vores klasse derhjemme. Pigerne råbte hele tiden, at de havde gruppesex, men jeg tror nu knap nok, at de vidste, hvad det betød. Jeg vidste, at flere af pigerne var forelskede i JP fra min klasse, men det var ligemeget, for han var nemlig kærester med mig. Og en aften, hvor vi havde diskotek, ville han kun danse med mig til de andres store fortrydelse. Men jeg var glad og det var han også.
Lejrskolen lå nede ved Grenaa strand og vi var flere gange nede ved vandet. Men en dag fik vi lov til at gå en tur ind til Grenaa og ose. Vi fik lov til at gå rundt på egen hånd. Jeg syntes, at det var mega fedt, for jeg er født i Grenaa og jeg kunne jo nemt vise pigerne rundt. Meget af min familie boede stadig i Grenaa og jeg ville stolt vise, hvor min bedstefar havde sin restauration. Ham og hans kone ejede “Det Gyldne Krus” i Grenaa, som var både værtshus, restaurant og med pizzaria i gårdhaven. Jeg så ham ikke så ofte fordi mine forældre til tider var uvenner med ham, men jeg syntes, at det kunne være så hyggeligt at tage ind og drikke en sodavand ved ham med veninderne.
Da vi kom til “Kruset”, stod der en spiseseddel ude foran hovedindgangen med alle de forskellige pizzaer, som man kunne købe inde i gårdhavens pizzaria. Da jeg læste dem igennem så jeg hurtigt, at min bedstefar havde opkaldt en stor del af sine pizzaer efter sine børnebørn og papbørn. Men som jeg læste mig igennem menukortet så jeg til min store forskrækkelse, at de eneste, der ikke var opkaldt en pizza efter, var mig og min lillebror. Jeg havde slet ikke lyst til at tage derind alligevel og var rigtig ked af det. Og det var så svært at forklare overfor mine veninder.
Da jeg kom hjem fra lejrturen fortalte jeg min mor om det og hun blev vred. Få dage efter lejrturen havde jeg min bedstefar i røret, som forsikrede mig om, at når vi næste gang kom og besøgte ham, skulle han sørge for at lave en kæmpe “Kathrine-og-Mikkel-pizza”, som var større end alle de andre pizzaer på menukortet. Mere husker jeg ikke rigtigt, men jeg kan da huske, at vi aldrig fik den pizza.
Jeg var på lejrtur to gange i Grenaa med Midtbyklubben. Året efter blev jeg syg undervejs. Jeg fik rigtig dårlig mave en nat og det opdagede jeg ved, at jeg vågnede om morgenen med lort i hele min sovepose. Det var så PINLIGT! Jeg vågnede heldigvis lang tid før de andre og skyndte mig ud på toilettet og smed underbukserne i skraldespanden og vaskede mig. Jeg bildte de voksne ind, at jeg havde hjemve og gerne ville hentes, for jeg synes simpelthen, at det andet var for frygteligt at fortælle. Min mor ville gerne hente mig, men da hun var oppe i vores sommerhus, ville det tage en del tid før hun kunne være i Grenaa. Så min bedstefar hentede mig. Det var bare så ubehageligt at være hjemme ved ham og skulle på toilet hele tiden. Jeg kan huske, at min bedstefars kone troede, at jeg havde fået min menstruation for første gang, men nej, jeg skulle bare skide. Jeg var bare så mega utryg. Jeg kan bare huske, at jeg synes det var så frygteligt pinligt at sidde og lege med hendes piger og hele tiden skulle skide.
Heldigvis var jeg der ikke så længe før, at min mor kom og hentede mig med op i sommerhuset til de andre. Jeg sov hele vejen på bagsædet af bilen.
.xxlmor.
Læs mere om flashbacks her
Ingen kommentarer endnu