Mit caribiske afbræk #1

Det er en del dage siden sidste indlæg, men det er der en god grund til. Michael, Johanne og jeg er nemlig endelig kommet afsted på ferie. Lige nu sidder jeg på vores kingsize seng på vores hotelværelse med Johanne liggende ved siden af. Michael er i bad og ellers skal vi så småt til at gøre klar til, at vi skal op og spise aftensmad. Døren ud til terrassen står åben og her fra sengen kan jeg se lige direkte ud på den regnvåde sandstrand og de helt mørkeblå bølger med en masse hvid glasur ovenpå. Palmerne hælder  dovent i alle mulige retninger retninger og der er kun få mennesker tilbage på stranden.

 

Her i Den Dominikanske Republik har vi befundet os siden fredag eftermiddag og vil være her frem til fredag i næste uge. 14 dages afslapning uden nogen planer. Det er dejligt og tiltrængt for os alle tre. Familietid er egentlig noget, som vi er rigtig gode til at prioritere derhjemme, men det går bare rigtig ofte op i indkøb, arbejde, salg af danseskole og “hverdag”. Herovre prioriterer vi bare hinanden og det er så rart.

Det har været en smule svært for mig at lade de negative tanker blive derhjemme. Men det går den rigtige vej. Først og fremmest, da vi skulle med flyveren hertil. Det var charterfly, hvilket altså alle dage bare vil være noget l-o-r-t i forhold til rutefly, når man skal så langt. Jeg blev altså en smule ked af det, da vi skulle sætte os i vores sæder og min bagdel knap nok kunne være der. Det var altså bare IKKE den fedeste start på ferien. Men Johanne klarede turen så flot, uden gråd og fik en masse ros af både medpassagerer og kabinepersonale.

Og så er der det der All Inclusive – eller som Michael kalder det – All You Can Eat.

Konceptet er sådan set fint nok. Især når man har en bette prut som Johanne med. Vi kan spise når det passer hende og der er altid mad døgnet rundt og vi skal ikke tænke på noget som helst. Men det vil altså bare aldrig være mig. Dels fordi, at jeg ikke rigtigt kan styre det. Alt det mad og mangel på rygrad er simpelthen bare for svært. Der er jo 20 forskellige slags is og kage til hvert måltid og 30-40 forskellige retter at vælge imellem om dagen. Det er altså ikke nemt at abstrahere fra for en som mig. Jeg har i hvert fald indset og indstillet mig på, at jeg nok skal starte forfra på vægten når jeg kommer hjem.

Og så er der alle de grådige turister. Jeg har simpelthen så svært ved at tage folk seriøst, der laver et bjerg af mad på sine tallerkener (lidt ligesom man ofte ser på Flammen eller Dalle Valle) eller dem, der skal skynde sig om morgenen hen og ligge sit håndklæde på en solseng for at være sikker på at få den bedste plads. Jeg ved ikke helt, hvorfor andres opførsel går mig på, men det er virkelig noget jeg ikke kan lade være med at observere.

Det har været lidt svært at vænne mig til denne form for turist-“kultur”, men jeg tror nok, at jeg så småt er ved at være der, hvor jeg så småt kan grine af det. Set på den positive side, behøver jeg ikke at føle mig tyk i forhold til gennemsnitsturisten hernede. De mange amerikanere er gennemsnitligt nok på omkring de 130-140 kilo! Og mange MEGET mere.

.xxlmor.