Når jeg lyver om min mad

…. Så ved jeg, at den er gal.

Da jeg var yngre, begyndte jeg at lide af spiseforstyrrelser. Jeg overspiste og var angst for, hvad andre tænkte, når jeg puttede mad i munden – uanset, hvad det var for en slags mad. Når jeg overspiste, kunne jeg ofte ikke rigtigt huske det bagefter. Det var lige som om, at jeg fik en form for blackout fra jeg stod i supermarkedet og frem til, at jeg sad derhjemme fuldstændigt proppet med usund mad.

Spiseforstyrrelsen vil altid være en del af mig. Helst ofte i kontrol og så får den sine udsving en gang i mellem. Men det gode ved at have været igennem den slags er, at man ofte kender tegnene på, at man skal til at tænke sig om.

I forhold til min spiseforstyrrelse så ved jeg, at hvis jeg begynder at lyve om min mad, så er den gal. Og så skal jeg til at overveje, hvordan jeg skal sadle om.

Jeg har løjet om min mad i dag. Lad mig forklare scenariet, som det udspillede sig på vej på arbejde:

Jeg skal en tur ind forbi Q8 på vej på danseskole, da jeg er ved at løbe tør for benzin. Tankstationer er et af mine allerfarligste steder, hvad mad og søde sager angår. Så jeg prøver så ofte jeg kan at undgå dem. Men der skal jo benzin på bilen – og så havde jeg i øvrigt ikke fået frokost. Ærgerlig kombination i min verden.

Da jeg har tanket, vil jeg lige gå ind i butikken for at finde et eller andet at spise og lidt at drikke. 20 minutter senere, har jeg spist 4 pølsehorn med ketchup (godt nok af de små) og 2 kager. Det er ikke ligefrem Sense-mad. Men da jeg står inde i butikken og kigger på deres bøtter men vindruer og gulerødder, som er lige til at hapse, så går øjnene bare længere og længere over mod kagen. Og så har jeg lynhurtigt fået bestilt pølsehornene og en chokolademuffin og en brownie. Nåh ja… Og en lakridspipe i XL, da den lige stod og blomstrede på skranken.

Men så startede løgnen. Da jeg skal bestille de to kager ryger det ud af munden på mig: “Tror du ikke, at en chokolademuffin er et sikkert valg, hvis jeg skal have gæster?”.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg lyver om, at jeg selv skal sidde og spise de to kager. Eller jo, det ved jeg måske godt. Jeg er godt klar over, at de to kager ikke er sunde for mig – og især ikke med min vægt taget i betragtning. Og faktisk havde jeg slet ikke lyst til at spise begge to. Men inde i mit hoved fylder den tanke, at bare ekspedienten nu ikke tror, at jeg er sådan en, der spiser to kager. Men bagefter kan jeg jo godt tænke rationelt.

1. Hun er da skide ligeglad med, hvad jeg spiser og hvad jeg ikke spiser
2. Hun skænker det nok ikke en tanke uanset, hvad jeg siger

Men jeg har behov for at lyve, fordi jeg åbenbart synes, at det er så fucking vigtigt, hvad andre mennesker tænker. Og fordi jeg godt er klar over, at det er så forkert og usundt for mig at spise det mad. Og når jeg er i den situation, hvor tankerne omkring min mad fylder så meget, at jeg er nødt til at opdigte historier omkring det, så skal jeg altså lige tænke mig om. For så er der noget, der tricker mig.

Jeg har en ide om, at salg af danseskole, en presset tidsplan og manglende fremtidsplaner har noget med sagen at gøre.

Godt, at jeg snart skal på ferie.

.xxlmor.