Januar opsummering

Flashback #2

Juni 2007

Selvom jeg havde fri, havde jeg været tidligt op den morgen. Jeg skulle til lægen og det var den første tid på dagen. Dagen startede virkelig godt, for der var virkelig varmt i vejret og solen skinnede. Jeg havde mit yndlings-afslapper-tøj på. Et par pudderfarvede Aladdinbukser fra Noa Noa, som engang havde været rigtig pæne og nu bare var behagelige, og en alt for stor LB-dans T-shirt, som vidst var en af min farmors aflagte. Den var nærmest helt grå i stedet for hvid og min kæreste havde bedt mig om at smide den ud op til flere gange. Men den var bare så rar at gå i. Solen varmede virkelig godt, da jeg gik hjem fra lægen. Jeg husker lige så tydeligt, at jeg var ved at træde i en hundelort, da jeg gik i passagen mellem Vestergade og Søren Møllers gade på vejen hjem.

Da jeg var hjemme ved 9-tiden fra lægen, stod mine naboer inde på reposen ud for vores lejlighed på 1. sal og snakkede med ham oppe fra 3. sal. Jeg hørte ikke rigtigt, hvad de snakkede om, men skyndte mig bare at lukke mig ind i lejligheden. Jeg hadede mine naboer. To brødre, der konstant holdt fest sammen med deres ven, der tilfældigvis var min overbo. Så gæsterne gik altid imellem de to lejligheder hele natten til stor gene for mig.

Jeg ville lige sætte mig ved min computer og lave lidt videre på en liste over alle mine cd’er. Det var en god gammeldags stationær firkantet pc uden net eller noget. Så det var egentlig begrænset, hvor meget jeg brugte den. Men det var der foran computeren, at alt lortet startede.

Jeg syntes, at jeg hørte sådan et mandeskrig ude fra, så jeg gik hen til vinduet for at trække mine persienner fra. I samme øjeblik, som jeg rullede dem fra lukket position til åben, faldt der en mand ned foran mit vindue og der sprøjtede blodstænk op på ruderne. Jeg kiggede ned på stien 7-8 meter nede og der lå en mand på ryggen med håndledene skåret op. Hans hoved havde ikke ramt jorden endnu, da jeg kiggede ned, så jeg så, at hans hoved langsomt faldt tilbage på underlaget under ham og han lå med øjnene lukkede og helt slatten..

persienner

Jeg var sådan helt tom indeni. Jeg følte ingenting og det var som om, at jeg var helt bedøvet og sløv. Jeg gik hen til min hoveddør, for jeg tænkte, at det eneste rigtige måtte være at sige det til dem ude på reposen. Jeg kunne ikke få hoveddøren op. Jeg blev ved med at prøve at få den skide lås op indtil jeg fandt ud af, at den slet ikke var låst. Da døren gik op, så mine naboer dybt forvirrede ud og jeg kunne ikke andet end fremstamme: “Øh… Der er en, der er faldet ud af sit vindue”.

Med det samme, at jeg fik fremstammet sætningen, gik det op for mig, hvad der var sket. Naboerne løb ned på stien til min overbo Patrick, som de kaldte Palle. Ham fra 3. sal var soldat og gik straks i gang med førstehjælp imens jeg ringede til alarmcentralen. Resten gik så stærkt, at jeg bagefter kun kunne huske små glimt. Politiet, der kom  ud fra Patricks lejlighed med en gennemsigtig pose fyldt med blot og store jægerknive. Viceværten, der sagde, at vi bare kunne ringe ned på politigården, hvis vi skulle have krisehjælp. Min mor, der ikke ville lægge røret på for at være sikker på, at jeg hele tiden havde nogen at snakke med inden hun kom og hentede mig. Og den taske jeg havde pakket med hjem til mine forældre, der var fyldt med alt muligt ubrugeligt, fordi jeg havde pakket i chok.

Jeg blev sendt på sygehuset for at tale med en læge om oplevelsen, men det gav ikke rigtigt nogen mening. Derefter tog jeg hjem til mine forældre og sov nærmest i en uge.

Læs mere om flashbacks her

.xxlmor

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Januar opsummering