NO Sense weekend!

Introducing: ME

Jeg havde tænkt mig, at jeg i det næste stykke tid ville introducere nogle af de vigtigste mennesker i mit liv. Mest af alt fordi, at de er en stor del af min verden og fylder en del i min daglige tilværelse.

Men jeg tænker, at det må give mening, at jeg starter med mig selv. Det vil måske give mening og blive nemmere at forstå nogle af mine indlæg, hvis der også er lidt mere viden om mig selv. Skulle jeg fortælle alt, ville mit indlæg blive til en større selvbiografi – det er der ikke nogen grund til. Men jeg må prøve at indskrænke mig og prioritere.

img_4561

Det er vildt underligt og svært at skulle beskrive sig selv, men jeg kan da starte med de almindelige facts.

Navn: Kathrine (ligesom nærmest halvdelen af alle andre kvinder på min alder)

Alder: 30 år (Angstprovokerende)

Status: I et forhold med Michael. Sammen har vi vores datter Johanne på 8 måneder, som vi selvfølgelig er dybt forelskede i.

Jeg mødte Michael for kun godt to år siden, så tingene er gået stærkt. Da jeg mødte ham, boede jeg i Aarhus i en dejlig lille lejlighed og betragtede mig selv som “Aarhus-pige”. Jeg elsker storbyen og at alting er tæt på, men jeg er også begyndt at nyde, at vi i dag bor i et lille hus i Randers med have, to biler, garage, affaldssortering og alt det andet, som man har som kernefamilie. Alt det, som jeg ellers altid har rynket på næsen over.

Til daglig er jeg selvstændig. Jeg ejer 3 danseskoler, som jeg har overtaget fra min far, som overtog det fra min farmor og farfar, som overtog det fra mine oldeforældre. Jep… En rigtig familievirksomhed. Jeg lever altså af at undervise børn og voksne i at danse og samtidig få det til at gå op i en højere enhed med elevkontingenter, ansatte, opvisninger og alt det andet, som det indebærer at være selvstændig danseskoleejer. Det er hårdt arbejde. I min normale hverdag er jeg væk hver aften og ofte i weekenderne også, hvor der ligger konkurrencer, opvisninger og dets lige. Til gengæld har jeg fri om formiddagen, så jeg kan handle ind sammen med alle pensionisterne.

Men lige nu er jeg på barsel. I hvert fald det meste af tiden. Jeg har en ordning, der hedder sig, at jeg er på arbejde 25% og på barsel 75%. Det er en nødvendighed, hvis jeg skal få det hele til at hænge sammen. Både med vikarer og økonomisk.

Når jeg har tid, så prøver jeg at være kreativ. Det er dog ikke meget, at det bliver til i øjeblikket. Nu går det meste af min dagligdag med bleskift, babymos, tøjvask og nu også blogging. Men jeg nyder at spille musik, strikke, tegne og meget mere. Men det er sat til side lige nu.

Jeg er godt og grundigt en drømmer. Jeg vil rejse, iværksætte, opleve, udvikle…. Men ofte har jeg det med at blive en kende for flyvsk og måske nok også ALT for spontan. Heldigvis har jeg Michael til at trække mig en smule længere ned på jorden en gang imellem.

img_5314-3

Jeg drømmer om at blive gift. Med manden i mit liv. Men manden i mit liv drømmer altså bare ikke helt om det samme. Og det prøver jeg at indfinde mig med – også selvom det kan være lidt af en øvelse. Hans forhold til ægteskab og bryllup er nok ikke helt så romantisk og smukt som mit og det er desværre ikke lykkedes mig at overbevise ham.

Når jeg gør rent, hører jeg i øvrigt altid The Streets’ album “A grand don’t come for free”. Jeg ved ikke hvorfor, men det er en sikker vinder hver gang!

Jeg har så meget at fortælle. Men det har var part one. Jeg forestiller mig, at meget omkring mig også vil komme til udtryk i mine andre indlæg. Men mon ikke, at der også kommer en part two.

Det var lige før, at det blev til en roman alligevel.

.xxlmor.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NO Sense weekend!