Jeg havde egentlig svoret mig selv, at jeg ikke ville skrive denne slags indlæg. Det kan hurtigt komme til at blive for mavesurt, hvorfor jeg nok også kommer til at skrive teksten om en del gange, inden indlægget bliver udgivet. For med fare for at komme til at lyde som en “hvad-fanden-er-det-for-en-verden-vi-lever-i”-mor, så har jeg noget på hjerte, som jeg har tænkt længe over, men som kom helt op til overfladen på min ferie i Antalya (læs her). En af dagene på ferien, sad Michael, Johanne og jeg på cafeen ved poolen og ventede på vores frokost, da jeg fik øje på en kvinde, der lå på en af solsengene helt ud til poolen. Jeg opdagede hende egentlig fordi, at...