For 11 år siden

Dagbog fra sygehuset – Part 3

Søndag den 25. august 2019

Klokken er et sted over midnat, og vi har det skide godt. Vi er trætte, men lykkelige. Jeg ligger i en sygeseng på fødestuen med vores lille dreng ved brystet og armene rundt om ham. Michael har spist nogle rugbrødsmadder, og er nu igang med at “made” mig også. Det er så hyggeligt og jeg havde da fuldstændigt glemt, hvor godt rød saftevand smager efter en fødsel. Nu er det hele overstået, og vi skal bare overveje, hvornår vi er klar til at tage hjem. Den følelse er fantastisk.

I mellemtiden har jordemoder Mai overtaget Henriettes plads. Hun går og tager notater, spørger til os og får målt og vejet den lille. 52 centimeter og 3.840 gram er han og det kommer meget bag på både os og jordemoder. Han er jo født 4 uger for tidligt og er alligevel en stor dreng – faktisk større end Johanne var ved fødsel til tiden. Mai nævner, at det godt kan være fordi, at jeg i slutningen af min graviditet eventuelt har udviklet graviditetsdiabetes. Det er ikke blevet testet, men jeg havde sukker i urinen et par dage før min fødsel, så det kunne godt tænkes. Jeg bliver med det samme ramt af dårlig samvittighed. Jeg har jo overhovedet ikke passet godt på hverken mig selv eller den lille i min graviditet. Dårlig mad og sukker har præget specielt sidste trimester, hvor jeg ingen energi havde og bare lå i sengen hele tiden.

Mai måler den lilles blodsukker til 1,1 og siger, at det vidst ikke kan passe, så hun måler det igen. Stadig 1,1. Hun nævner, at den lille måske lige skal have mælk i en kop, da hans blodsukker er en smule lavt, men at hun lige vil ringe til børneafdelingen for at spørge. Kort tid efter kommer hun tilbage og jeg oplever situationen således:

Mai svøber den lille ind i en dyne, beordrer Michael til at følge med og en anden jordemoder til at hjælpe mig i en kørestol og komme med ned på børneafdelingen. Derefter er både Mai og Michael væk med den lille. Jeg bliver installeret i en kørestol og er høj på en god fødsel og fatter overhovedet ikke, hvad der foregår, da den anden jordemoder kører mig afsted. Godt nok kører jordemoderen stærkt, men i mit hoved er der intet galt, så jeg pjatter med min “chauffør” og er stadig i en lettelsesboble over, at alt er gået godt. Da vi ankommer til intensivstuen nede på neonatal-afdelingen går det først op for mig, at der er noget galt. Jeg kan se det på Michael. Har står presset op i et hjørne, er bleg og står og vugger fra side til side med vægten skiftevis på det ene, så det andet ben. Hans fingre kører imellem hinanden, når ellers hænderne ikke er helt knyttede, imens han kigger på vores søn, der er installeret i en lille kasse.

Jordemoder Mai og to sygeplejersker står bøjet over ham og han er lige pludselig en helt anden baby. Der er slanger og ledninger overalt, en monitor med hjerterytme hænger over ham og sygeplejerskerne er i fuld gang med at stikke i hans arme. Jeg får Michael over til mig og Mai sætter sig ved siden af os og forklarer, at den lilles blodsukker blev målt til 1,1, men at det højest sandsynligt er meget lavere, da det er det mindste, at apparatet kunne måle. Han kan gå i kramper og derfor er det vigtigt, at han nu får mælk igennem en sonde, så sygeplejerskerne er sikre på, at han får mad i sig. Derudover skal han have sukker, så hans blodsukker kan stige igen – det er derfor, at de stikker i ham, så de kan få lagt et drop til det. Imens hun fortæller det, kommer en læge ind, da sygeplejerskerne ikke har held med at få lagt droppet, da lillebror åbenbart er “en ordentlig basse”. Lægen skal operere droppet ind igennem navlen og vi bliver bedt om at gå ud imens.

Vi sidder i opholdsstuen med jordemoder Mai og hun er igang med at gennemgå en masse efterfødselspapirer, som jeg overhovedet ikke kan koncentrere mig om. Den dårlige samvittighed banker derud af. Lillebror har haft det så “godt” i maven, at det har påvirket hans blodsukker helt vildt. Men hvad betyder det? Er han skadet eller ved at dø, eller hvad kan vi forvente? Vi får ikke svar på meget i første omgang, men bliver bedt om at gå i seng på en stue længere nede ad gangen, da det vigtigste for den lille er, at få ro, mad og sukker på nuværende tidspunkt. Vi kan ikke tage ham op og sygeplejerske Louise mener, at det er bedre, at vi får et par timers søvn, så vi har energien til næste dag. Energi til hvad? Klokken er 4 om natten og jeg kan ikke holde min lille baby, eller holde øje med, om han trækker vejret, sover eller spiser. Han ligger bare der i en lille kasse med ledninger over det hele, og så skal jeg forlade ham. Det gør så ondt og føles helt forkert i maven. Men søvnen er tiltrængt, og vi ved ikke, hvad der venter os.

.xxlmor.

Læs her om part 1 og part 2

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

For 11 år siden