Så så man lige mig! #2

Kvinderne i mit liv

Jeg har den seneste tid haft en del kvinder i mit liv, der er med til at redde mig. No shit, det er de faktisk. Eller de gør i hvert fald alt, hvad de kan. Camilla, Bitten, Lykke og Krista er mine heroinder på hver deres måde.

Camilla redder min vægt. Eller det vil sige, at hun gør et ekstremt ihærdigt forsøg. Jeg har nævnt mit Liva-forløb, som jeg stadig er i gang med. Camilla er min diætist og hun er virkelig sød og muligvis det bedste heppekor man kan forestille sig. Selvom jeg har spist dårligt og er faldet i cirka hver aften, så er hun der hver gang til at sige “op på hesten igen” eller “husk alle de gode ting du gør” eller “husk at ros dig selv”. Hun er virkelig guld værd – især når jeg banker mig selv i hovedet for syvende gang på en dag. Jeg har ikke tabt mig et eneste gram, men fået en masse værktøjer. Mon vægttabet kommer en dag?

Bitten redder mit sind. Hun er min terapeut, der har været med mig siden jeg blev syg af depression. Vi har cirka talt sammen en gang hver anden uge og det har været fantastisk. Jeg skulle egentlig afslutte det sidst, men har besluttet mig for at tage minimum 4 gange mere. Vi tegner i slutningen af hver session og det er noget helt specielt. Jeg har prøvet at beskrive det før, men jeg kan kun anbefale at prøve det. Man får så meget ud af sin hjerne, som man ikke anede var derinde og det er mega godt.

Lykke redder min fysik. Lykke er min fysioterapeut, der hjælper mig med at fjerne smerter i min skulder og balle. Jeg har døjet med min balle i cirka halvandet år og allerede efter én gang, var det nærmest væk. Altså må hun have udøvet magi! Nu er hun så gået igang med min ødelagte skulder – og også dér er der væsentlige forbedringer allerede. Måske skulle jeg prøve at lade hende kigge lidt på det med vægten? 😉

Krista redder min fremtid. Jeg startede for 3-4 måneder siden i et forløb ved en coach – altså Krista. Hendes overskrift hedder: “Sådan får du livet tilbage som mor”. Men det var egentlig ikke det, der fik mig til at melde mig til hendes forløb. Jeg vandt en session med hende på hendes hjemmeside, hvor vi havde en virkelig god snak om drømme, fremtid og mangel på evnen til at turde. Og jeg sprang i med begge ben. Jeg er cirka halvvejs igennem forløbet og det hele handler i bund og grund om at finde ud af, hvad man vil bruge sit liv på, hvad man drømmer om og så gå efter det. Jeg er langt fra færdig, men allerede nu, er jeg kommet rigtig langt. Jeg har lært at sætte ord på nogle af mine inderste drømme, som altid har virket komplet urealistiske, men som hun har overbevist mig om, at de ikke er. Hun har lært mig en masse om at tackle min egen frygt, at lytte til kroppen og ikke mindst til at sige fra. Jeg glæder mig virkelig til fortsættelsen i det her forløb.

I bund og grund vil jeg bare sige, at hvor er det dog nogle fantastiske kvinder jeg omgiver mig med og hvor er det vildt, som man kan hjælpe hinanden på alle mulige måder, hvis man blot vil tage imod. Jeg er fan af kvinder!

P.s. jeg ved ikke, hvorfor jeg har brugt et billede af bryster, for det har intet med indlægget at gøre – men jeg er også fan af dem!

.xxlmor.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så så man lige mig! #2