Vild weekend!

Kan man leve uden Facebook?

Det sunde liv. Det er bloggens omdrejningspunkt. Jagten på den sunde hverdag og det gode liv. Det handler om at være god ved sig selv og finde ind til den sunde kerne – både fysisk og mentalt. Det er et stykke tid siden, at jeg har omtalt den fysiske sundhed, da det mentale fylder rigtig meget lige nu. Men der skal nok komme meget mere herom, for jeg er stadig i gang med mit diætistforløb og forsøger mig med motion osv. Men det mentale har været omdrejningspunktet på bloggen længe og det vil det nok blive ved med lidt endnu.

Faktum er, at jeg er godt på vej ud af mit sorte hul. Jeg har nu været sygemeldt på papiret i lidt over 2 måneder og kan nok tredoble det og få den tid, hvor jeg har været helt nede. Men jeg kan mærke, at lyset for enden af tunnelen er ved at nærme sig og det er simpelthen så forfriskende. Motivation, glæde og kreativitet får så småt lov til at fylde mere i min hverdag og det gør rigtig godt. I hele denne lange process, dukker der utroligt mange ting op til overfladen, som jeg ikke rigtigt var klar over generede mig eller fyldte for meget. Mange ting er kommet frem i mit forløb hos min terapeut og det har skabt overvejelser, som både er svære, men også forløsende.

I den seneste tid, har jeg haft overvejelserne om, hvad der fylder i min hverdag. Når jeg går i seng om aftenen og jeg spørger mig selv, hvad jeg har brugt min dag på, så skabes der nogle tydelige og lidt ærgerlige tendenser. Min telefon! Der ligger altså et enormt tidsspild på min telefon. Og heriblandt er Facebook en af de dummeste tidsrøvere.

Jeg er generelt ikke særligt glad for Facebook. Bevares, det er et skide smart medie, hvor jeg meldte mig ind for omkring 10 år siden, så jeg kunne følge med i venner, familie og bekendtes liv og det var skide hyggeligt. Jeg var en af de typer, der skrev lidt for mange ligegyldige og totalt latterlige statusopdateringer, men det var dengang. Jeg synes ikke, at facebook er skide hyggeligt mere. Jeg har stadig mange af de samme venner som dengang, men plus cirka 500. Mange af dem er jeg ikke rigtigt sikker på, at jeg ved, hvor jeg kender fra og størstedelen af dem forestiller jeg mig ikke, at jeg kommer i kontakt med igen. Derudover ser jeg meget sjældent, hvad der sker i andres liv. Næh, nu ser jeg en eller anden latterlig meme, som en anden er blevet tagget i af en tredjepart, som jeg ikke kender. Eller en konkurrence for børnetøj, som 24.000+ har deltaget i.

Og selvom alt det jeg ser på min Facebook-væg er så ufatteligt intetsigende, så sidder jeg alligevel med telefonen i hånden mange gange på en dag og tjekker, hvad der sker på Facebook. Det er rent tidsfordriv og der går ALT for mange timer med det. Så nu er mit spørgsmål: “Kan man leve uden?”

Hvad sker der, hvis jeg sletter min Facebookprofil én gang for alle? Måske bare for en periode, fx sommeren over. For så at lave en ny profil og kun blive venner med dem, der rent faktisk er interessante og jeg kommunikerer med? Bliver jeg så aldrig inviteret til noget mere og dermed dødsdømmer mit sociale liv? Og kan jeg så logge ind på alle mulige andre tjenester, hvor der har været Facebook-login så som Spotify og diverse bookingsider?

Klokken er lige knap 4 om natten og måske skulle jeg lige sove på det en enkelt gang eller to.

.xxlmor.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vild weekend!